Et sommerhus, en tysk kanal uden lyd, friske damer – og ikke mindst en Champions Leaguefinale af de helt store..

/Cathrine

I går var der lagt op til et brag af en Champions League kamp. Hjemmeholdet FCK vs. englandsholdet Chelsea. Den endte 0-2, hvilket ikke kom som nogen stor overraskelse, hvis man tager styrkeforholdet de to hold i mellem i betragtning. Det var imidlertid ikke noget den danske presse havde gjort så meget i. Og det havde Peter Schmeichel tilsyneladende heller ikke..

/Cathrine

..er Messi. Og derfor er jeg kisteglad i dag. No shit. Jeg sagde det jo damer. Han er verdens bedste! Og det blev han også kåret til i går aftes lige for næsen af Barcelonakameraterne Xavi og Inesta (aka to små spaniere, som også besidder et vist bold-troldmandsskab – lidt ligesom Harry Potter, der også er lille, men samtidig kan trylle. Bare uden bold. Men helt klart med magi)…
/Cathrine

Jeg er tilbage på fodboldvognen igen. Efter et overstået VM, en vis fodboldmæthed, og så en mindre pause. Men heldet ville det, at selveste FC Barcelona skulle gæste Parken lige præcis på min 29 års fødselsdag i tirsdags i sidste uge.

/Cathrine

Til fest i lørdags, og det kørte lidt ud af en boybands-fra-vores-ungdom-tangent. Måske var det vinindtaget, der gjorde udslaget. Måske er det populærkulturens ensartende billedsprog. I hvert fald nåede vi frem til (jeg fik lidt mandlig hjælp skal det lige siges), at der er flere gode eksempler på boyband-members, der grangiveligt ligner fodboldspillere:

/Cathrine

De sidste dage har budt på endnu en saftig-sports-sex-skandale:
Kort fortalt: Wayne Rooney, en af verdens bedste angribere for Man United, ikke særlig pæn for nu at sige det på jysk, deraf også øgenavnet Schreck, og måske et af englands sladderpresses mest yndede objekter (efter Kongehuset, forstås) blev forleden afsløret i en længerevarende affære med escortpigen Jenny Thompson. En stor del af den fandt sted mens Rooneys kone Collen – de har kendt hinanden, siden de var teenagere – var gravid med deres første barn.
Auuutch! /Cathrine

Nå, damer. Det var så det VM. Og der var meget på spil i finalen i søndags. For Holland og Spanien (som spillede den). For fodboldelskere over hele verden. For mig. Efterhånden som den nervepirrende kamp skred fremad, besluttede jeg mig (lige ved og næsten) for fuldstændig at droppe fodbolden…

/Cathrine

Så vidt jeg har læst mig til, så har flere kvinder fulgt med i det her VM end nogensinde før. Men der er stadig en ret skæv kønsfordeling, når det kommer til journaliststanden i Sydafrika. Og det er der måske hverken noget galt med eller noget at sige til. Hvis der er flere mænd, der er bedre fodboldjournalister, så må det selvfølgelig være sådan. Men jeg forstår ikke hvorfor fremstillingen af kvinder i mediebilledet behøver at få dem til at se så dumme ud? Et par iagttagelser fra de sidste dages VM:

/Cathrine

Inden længe bevæger vi os ind i den sidste uge af VM. Efter utallige timers TV-transmission fra Sydafrika, sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at det Verdensmesterskab nøjagtig lige så godt kunne være afholdt alle mulige andre steder. Jeg har intet indtryk af Afrikalandet, udover, at det foretrukne heppe-instrument er et meget udskældt, men også forbandet irriterende truthorn.

/Cathrine

Der er vist gået lidt fodboldstemning i den her på bloggen og i det hele taget. I går så jeg nemlig landskamp med mine yndlingsdamer. Det endte med at blive en dårlig kamp i godt selskab.
“Hva’ piger, det er jo bare fodbold..” endte med at blive aftenens opsummerende slutkommentar.

/Cathrine

Jeg har ladet mig fortælle, at det der fodbold-VM er over os.
Danmark er endnu en gang ramt af massehysteri over nogle særdeles metro-seksuelle knægte, som tjener svimlende summer på at rende rundt på en græsplæne og sparke til en bold.
Modsat Cathrine her på bloggen, så kan min interesse for fodbold findes på et uhyre lille sted.

/Ane-Sophie

Det her handler om fede øgenavne. Noget der er en lang sportslig tradition for, men som det her VM efter min mening godt kunne dyrke lidt mere. I det selskab, jeg var i forleden, døbte vi meget passende Rommedahl for “Rommeren” (jeg er sidenhen blevet forslået “romkuglen”…?), og der er på en eller anden måde en rar intimitet, og i hvert fald noget umiddelbart billedskabende, når du er på kælenavn med folk.

/Cathrine