Da diktatoren mødte The Queen of Romance

Mænd er mere direkte, hårde og kontante end kvinder, og kvinder er mere forsigtige og milde end mænd, når de kommunikerer indbyrdes og med hinanden. Sådan lyder en forældet, men ikke desto mindre sejlivet kønsstereotyp. Fup og fidus, mener Nicolas Palomares, en amerikansk professor fra University of California: Mænd er mere forsigtige end kvinder, når talen falder på ”kvindelige” emner som make-up, mens kvinder til gengæld er mere forsigtige end mænd i deres udmeldinger, når det handler om ”typisk mandlige” emner, som at skifte et dæk, og sådan gælder det sjovt nok også vice versa. Det fandt han ud af ved at bede en flok studerende om at skrive emails til hinanden om ”kønsladede” og ”kønsneutrale” emner, og han fandt altså ingen overvældende beviser på, at fordommen skulle holde stik. Hvis vi nu lige ser bort fra problematikkerne i at klassificere mandlige og kvindelige emner på et så generelt niveau, og den tvivlsomme metode, et øjeblik, er pointen selvfølgelig, at ”forsigtighed” eller ”ligefremhed” er karakteristikker, der kommer fra omgivelserne, ikke fra kønsorganerne.
Forleden blev jeg f.eks. kaldt Frk. Nordkorea af en gammel flamme, der ganske hurtigt brændte ud. Hvis nogen skulle være i tvivl, var det ikke en kompliment, men et modangreb på den atombombe han mente, jeg havde kastet som svar på hans facebook-flirt. Jeg var måske en anelse kæphøj i min afvisning, men egentlig var jeg bare ærlig og ’direkte’ – det der mandlige fænomen, der i hans øjne forvandles til en verbal atommagt.
Og fordi jeg ikke bare er diktatorisk anlagt, men også barnlig, blev mit knapt så snappy comeback at kalde ham Frk. Cartland. Han havde nemlig både udtrykt så kvindelige ønsker om at slå sig ned, finde den eneste ene, få børn og være lykkelig i tosomheden, og den slags ting der jo kun sker i Barbaras lyserøde univers. Ahem.
Som Palomares siger: “The metaphor that men and women are from different planets should be jettisoned and replaced with a more accurate one. Men and women are from different blocks in the same neighborhood, and they tend to move often.”
Palomares morale: Farvel til Mars og Venus og goddag til nabolaget. Well, jeg bor på Nørrebro, og I’m sorry, men jeg foretrækker efterhånden bandekrig, demo’er og ungdomsbøller frem for kønskampens tunge skyts og vildskud (mine egne inklusiv). Kunne vi få en visitationszone her, tak?
/Sidsel



Skriv en kommentar!