Da det der fodbold-VM rundt regnet siger mig minus, vil jeg i stedet skrive om en anden sportsgren. Cykling.

Ja, tænker du nok, vi cykler vel alle sammen. Indtil den punkterer, og man må ned til cykelhandleren og lokke med en kasse flødeboller for at komme forrest i lappe-køen. Det virker i hvert fald hos min cykelhandler og TAK for det.

Men jeg tænker mere på fjerlette cykler lavet af carbon, trøjer i hidsige farver og pragtfulde landskaber. Verdens hårdeste cykelløb, ’Tour de France’ har nemlig i fuld pendulfart indtaget fjerneren – dejligt krydret med Jørgen Leths skarpe kommentarer og Frank Højs charmerende mellemrum mellem fortænderne.

Jeg sidder på ingen måde klistret til skærmen, men holder alligevel lidt øje med hvilke ryttere, der dominerer klassementet og hvilke danskere, som klarer sig igennem de næsten 4.000 kilometer fordelt på den smukke rute gennem Frankrig.
Om ikke andet, så bare for at kunne føre en samtale med min far i denne måned. Det er nemlig hans skyld, at jeg har et lettere nostalgisk fling med tour’en.

Mine forældre er svært begejstrede for Frankrig, så mine brødre og jeg er blevet slæbt ud i alle afkroge af landet gennem vores barndom. Sjovt nok befandt vi os af og til i nærheden af en mål-by eller ved en særlig stigning. Min far, der selv er bidt af en gal cykel, fandt det sjovest, mens min mor efterhånden grinede knap så meget.
Men jeg har set et par etaper på tæt hold – selvom man ikke kan nå at se særligt meget, når de suser forbi. Så er det lettere i Paris, hvor de kører forbi flere gange. Jeg har befundet mig på Champs Elysees til slutetapen tre-fire gange efterhånden, da jeg både har boet i byen og besøgt den flere gange siden.

Min entusiasme for løbet var dog klart størst i 90’erne, hvor Bjarne Riis imponerede, Indurain vandt på stribe, Zabel spurtede af sted og hvor pæne Virenque var iklædt prikker.
For mig står de benede herrer for ægte råstyrke, ægte passion og ægte karakterfasthed.

Derfor blev jeg også pænt slukøret, da Bjarne Riis for nogle år siden annoncerede sit dopingmisbrug. For selvom det ikke var nogen særlig velholdt hemmelighed i en sportsgren, hvor doping er hottere end hot, så slog det skår i uskylden, da han bekræftede det. Væk dryssede ørne-fjerene og tilbage stod en almindelig halvskaldet mand, der havde snydt sig til toppen af podiet. Den skriggule trøje falmede, og jeg syntes mine minder blev degraderet en smule i ægthed.

Fjollet måske, men så igen. Milli Vanillis fans blev vel også skuffede, da de fandt ud, at fyrene ikke selv kunne synge sig til toppen af poppen.

/Ane-Sophie

Related posts: