Det er os’ din skyld, mor!
Det med stor glæde lykkedes os at overtale Mette til at joine Damerne som fast gæsteblogger. Fremover vil I kunne møde Mette her hver mandag. Juhuuu!!!
”Blame 
it on the Boogie” hedder det überkendte disconummer fra 70’erne. I dag synger vi højt i kor med vores mentale mentorer og åndelige ledere – psykologerne – i stedet ”Blame it on the Parents”. Årgang ’79 giver mor skyld med skyld på!
Jeg ved ikke liiige, hvor kæden hoppede af for min generation, men jeg ved bare, at jeg nok kun kender cirka ét menneske på min alder, der ikke har gået til psykolog, healer, psykiater, psykoterapeut eller har poppet The Fun Pill.
Man skal efterhånden være heldig for at møde en 30årig, der ikke har haft omgang med enten narrative – eller kognitive terapiformer og grædende har trøstet sit eget 10årige jeg, skrevet svære breve, der aldrig skulle sendes og med lukkede øjne svaret på spørgsmålet: ”Hvad føøøølte du så i den situation?”
I tæt samarbejde med psykologerne er vi heldigvis kommet frem til et svar på vores problemer. Det viser sig simpelthen i tilfælde efter tilfælde, at årsagen til hele miseren kan spores tilbage til vores opvækst.
Psykologerne kan for eksempel fortælle, at når forældre bliver skilt og man skal bo hos sin mor, så får man åbenbart problemer med mandlige relationer med tilhørende angst for at blive forladt og være alene. Javel ja.
Tydeligvis har vores forældre ikke haft nogen idé om at opdrage et veltilpasset, sundt og rask barn, for med alt den tid og alle de penge, min generation har smidt på psykologborde rundt om i de danske konsultationer, har de da været helt galt afmarcheret.
Så i øjeblikket er der store forældreoprør i gang over hele landet. Der bliver talt med store, tunge ord og der kommer nogle sandheder på bordet.Bebrejdelserne stryger rask afsted henover BKI kaffe og hjemmebag:”I har fejlet som forældre. Det var bare ikke godt nok. Og det siger min psykolog også!” Så kan det nok være, at kringlen kommer ned i galhalsen hjemme i provinsbyen.
Tidligere har der blandt andet været 68’erne og Generation X. Nu er vi så nået til ”Generation Psyk”, og vi er en flok bad-asses, der serverer tingene råt for usødet, der er ingen fingre lagt imellem. De dyre sessioner hos psykologerne har givet et pay-off i form af pegen fingre mod de voksne, og efterlader Generation 68 tilbage med Sorte Per.
Men kan vi overhovedet tillade os at blive ved med at give vores forældre skylden for vores nutidige liv? Har de ikke bare gjort det bedste, de kunne? Skal de resten af deres liv høre for, at de ikke støttet nok, ikke har været der nok eller været der for meget? Skal de gå med byrden over at have givet deres børn angst for at knytte sig eller har separationsangst?
Det er måske på tide, at vi begynder at hæfte for vores eget liv i stedet for at fralægge os ansvaret for, hvordan det er gået os. Selvfølgelig er vi alle i mere eller mindre grad påvirket af det miljø, vi er vokset op i, og et produkt af den arv, vi har fra vores forældre. Men vi har også i modsætning til tidligere generationer muligheden for at forfølge vores drømme og realisere mange af de ting, som vores forældre ikke engang har turdet drømme om.
De valg, som vores forældre traf på vegne af os i vores barn- og ungdom, har de jo truffet i bedste overbevisning om, at det har været de rette.
Og forældre kan jo ikke blive sammen, hvis de ikke længere elsker hinanden, af frygt for at deres datter engang i en fjern fremtid skal være bange for at blive forladt.
/Mette
Related posts:
Jeg kan kun give dig ret, og tænker på hvordan vores børn vil dobbelt bebrejde os engang, i en tid hvor skilsmisse er mere reglen end undtagelsen!
Jeg tror det er nemmere at udpege de børn med skilte forældre end dem der stadig er gift.
Vi tvinger vores børn ud i sindsyge situationer, hvor de skal skifte hjem hver anden weekend eller uge, nogle skal endda udsættes for at skulle sidde sammen med en børne psyk. og fortælle hvem de helst vil bo hos..hmmm…godt det i det mindste ikke har været mig!
jeg er selv en af de skyldige, skilt, fundet mand med børn, og derefter fået et fælles barn, og vupti, nu er jeg en del af dine, mine og vores, har bragt børn sammen, fjernet dem fra en forældre og givet dem en Meget omskiftelig hverdag…Jeg går bare og venter på at de bliver teenagere, og derefter voksne og frygter så at bebrejdelserne vil vælte ned over mig x4 (god damn)
Jeg er selv en af 79 årgangen der har bebrejdet mine forældre, givet dem skylden for alle MINE fejl som voksen, og endda sat mig ned helt seriøst og sagt til dem, at de nok ikke var de mest super forældre og helt sikkert havde skadet mig og min opvækst, tak for lorten, må de have tænkt.
Og med rette! De som vi gør jo bare hvad tiden siger vi skal, ønsker du dig en Ipod lille skat, jamen det skal du da ha´ og i min datters klasse, hun går i 2 . ja der er de da begyndt at få mobiltelefoner, jo da, så står de i skolegården og spiller musik fra dem…hvad skal vi gøre?? vi er blevet fanatiske med røg, fed mad og alkohol, men redskaber der gør at vores børn slet ikke behøver at forlade deres værelser for at have en dyb satale med deres veninder og venner, det er da helt iorden…
vi voksede op med pædagoger der måtte ryge i børnehaverne, gadefester hvor vi så vores forældre fulde, mens vi famlede rundt efter skruer og saltstænger på jorden, dengang tog vores forældre os med til alt, soveposen ind i bilen, sikkerhedssele eller børnesæde var unødvendigt, og far tog sig gerne en cerut i bilen, mens man blev grøn i hovedet på bagsædet, dernæst blev man vækket fra, hvad man nu var til, båret ud i taxaen og derefter i seng af et par berusede forældre…
Ting der er idag ville blive betragtet som omsorgssvigt…Men svigter vi ikke også, ja JEG gør, Vi er ikke bedre end dem, og min psyk som er på mine forældres alder sidder sq nok og tænker det samme…
Jeg tror på at verdenen aldrig vil blive som vi helst vil se den, farveladeglad og uden bekymringer, det er bare ikke sådan, har aldrig været og vil aldrig blive det..
Tak for din meget ærlige kommentar.
Dejligt at høre den skinbarlige sandhed fra en nutidig, moderne “kernefamilie”forælder.
Du har ret, MNA. Når vores generations børn engang når voksenalderen, så er det nok vores egen tur til at få med hammeren. Det bliver nok bare over andre ting, end da vi selv var børn. Eller måske ikke?
Måske får vi af nøjagtig samme skuffe, som vi selv har været hjemme i parcelhusene for at give. Det kan være, at vi heller ikke har været der nok ved at lade børnene sidde og glo ind i en pc-skærm, en iPod, gameboy, osv. Eller måske har vi i virkeligheden været der alt for meget, når vi overbeskyttende har skærmet vores ønskebørn mod den faretruende, grumme verden.
Vi kan ikke vide det – endnu. Men een ting er sikkert: Hvis vi på nogen måde fejler grumt som forældre, så skal vi nok høre for det før eller siden
Hmm… Jeg har læst dette indlæg et par gange og synes ikke helt, at jeg er enig – og så alligevel. Jo, der er da mange, der giver forældrene/opvæksten skylden for deres problemer (og det tror jeg nu ikke er noget, der begrænser sig til vores generation – vi taler bare om det!). Men er der så mange andre steder, man kan pege fingre? Man er jo netop et resultat af ens opvækst. Det handler om at finde frem til ens problemer – og kimen til dem er vel som oftest lagt i barndommen. Så længe det ikke bliver sådan, at man bebrejder sine forældre for ALT og ikke forsøger at komme videre – men det er jo netop det, man forsøger ved fx at gå til psykolog.
For mig personligt hører det med at skyde skylden på mine forældre til i mine sene teenageår. Nu hvor jeg er ældre, har jeg gudskelov fået evnen til at sætte mig i deres sted og se, at de gjorde deres bedste. Og jeg var vist også noget af en mundfuld!!
Tak for din kommentar, Al.
Jamen jeg synes da, at det lyder som om, vi er enige. Jeg mener egentlig også, at det er det, jeg forsøger at skrive i indlægget: At vi som voksne individer bør tage ansvar for vores eget liv med de bump og huller fra fortiden, det nu engang må indeholde.
At fortiden – og dermed vores forældre – har været med til at skabe os som den, vi er i dag på godt og ondt.
Det er bare ikke alle, der, som dig, har taget “opgøret” i de sene teenageår. Nogle har fået en såkaldt sen “opvågen” og er så først nu i stand til at sige fra eller konfrontere deres forældre.
Jeg mener bestemt, at en god løsning på de problemer, der kan være opstået hen ad vejen, er at opsøge en psykolog for at komme videre. For netop at komme videre, som du også påpeger. Ikke for at kunne vende sig mod sine forældre og pege fingre, men for at kunne se fremad med ny indsigt og dermed kunne handle derudfra. Med ansvar for sit eget liv.
Ja, i bund og grund er vi jo enige. Jeg ville bare gerne understrege, at jeg synes det er helt normalt og naturligt, at man på det eller andet tidspunkt i sit liv bebrejder sine forældre for diverse problemer. Jeg vil næsten sige, at der er noget galt, hvis man IKKE går den proces igennem.
Tror at jeg forstår det sådan at problemerne du snakker om ML er at, vi som voksne mennesker, stadig bebrejder forældrene, og at det på et eller andet tidspunkt, må man gøre op med sig selv, at de har gjort det så godt som de kunne. det ville have været bedre, tror jeg, at have taget den, som AL i teenage årene, end som nu, efter 30.
vores forældre kan jo kun slå ud med armene, der er ikke noget de kan gøre ved deres valg nu, og selv hvis de kunne, er det ikke sikkert at de ville have kunnet lave om på noget, man er jo som man er, også når man er forældre!!
Jeg har nu fået noget ud af det, min mor og jeg er nu på knus, og jeg ser på dem med lidt mere voksne øjne, istedet for en forsmået teenagers…
og psyk har også gjort sit..jeg siger det gang på gang. KOGNETIV, KOGNETIV og kOGNETIV
håber det giver mening.
Det giver så meget mening. Tror vi alle er enige.
Jeg er dog ikke sikker på, at man nødvendigvis absolut behøver at have haft et opgør med sine forældre for at leve et lykkeligt og godt liv.
Men at samtale på fornuftig vis med sine forældre om det, der er forgået i fordums tid behøver jo heller ikke at udmønte sig i pegen fingre, konflikter og gråd. Det kan sagtens håndteres på voksen til voksen måden, når blot begge parter anerkender hinanden på lige fod – hvilket måske desværre ikke altid er tilfældet, når det gælder netop forælder-barn forhold. For man kan jo selvfølgelig godt have brug for at komme af med nogle tanker, som man har gået og tumlet med i løbet af årene. Det handler måske mere måde, man får det leveret – og hensigten ikke mindst.
Så er vi alle enige… og igen godt indlæg, glæder mig til den næste!
Skriv en kommentar!
Seneste kommentarer
Kan du li’ os?
Kan du ikke få nok?
ARKIV
Farveller for nu!
Damerne læser
Mest læste