Hvis nogle kan huske det, så var der Champions League finale sidste weekend. Jeg har lige skulle bruge lidt tid til at sunde mig. Ovenpå en af mine, faktisk, bedste fodboldoplevelser til dato. Ja, så er det sagt.

Nu forholdt det sig også sådan, at selve optakten til kampen – og her refererer jeg ikke bare til de foregående semifinalers højspændte spanske dramaer – endte med at øge kampoplevelsen.Det gik nemlig hverken værre eller bedre end, at jeg befandt mig i et sommerhus på Nordsjælland den weekend. Med damerne. Uden 3+ og umiddelbare muligheder for finale.

Jeg forberedte selvfølgelig damerne på vigtigheden af kampen inden. Det er jo ikke hver dag, man ser to af verdens bedste hold, spillere, trænere, ligaer tørne sammen. Og heldigvis er de damer, jeg kender, mægtig friske og med på den værste fodboldkamp (selvom en af dem indrømmer, at de der DONG reklamer går fuldstændig hen over hovedet på hende. Nøjagtig på den måde, DONG vist intenderer det). Så de gik all in i kampen om at se kampen. Men hvem kan også vide, at Nordsjælland er en veritabel rådden banan, når det kommer til Champions League? Tisvildeleje. Rågeleje. Gilleleje. Helsinge. Hillerød. Alle steder spørger vi. Ingen steder viser de kamp. På Texas Burger i Helsinge fortæller ham, der laver pomfritter til os, at han har spillet 3000 kr. på en sejr til FCB. Også af den grund var det godt, de vandt. Altså, så mange penge kan han jo heller ikke lave på den grillbar. På bodegaen er der en uden tænder og med en ordentlig brandert, der er yderst behjælpelig. Og i Tisvilde svarer de grinende på en lidt pænere restaurant, at nej, de viser altså ikke fodbold, så det kan vi godt sige videre til vores mænd…”Men, vi er faktisk bare seks piger” må vi respondere. “Nåhr, hvor er I søde..”, er meldingen tilbage. Hmmm. Tjoh.

Jeg er lige ved at give op, mens der stadig rodes med iphones, internet og piratstreaming i nærmest Mcgyveragtig stil tilbage i sommerhuset, lige indtil jeg kommer i tanke om den parabol med tyske kanaler, som enhver fritidsbolig med respekt for sig selv er indehaver af. På nr. 89 viser SAT 1 kampen. Der er bare ikke lyd på. Men det er det hele værd alligevel.

For det er jo alle tiders fodboldkamp. Og en rigtig god en, hvis man ikke rigtig har set fodbold før. Der er tempo, spanske detaljer, engelsk arbejdsomhed, en enkelt fjollet fan på banen, og ikke mindst den der intensitet, som kun kommer, når noget virkelig er på spil. Pigerne fik næsten tårer i øjnene (jo, de gjorde) over Messis afgørende mål. Måske fordi jeg kort tid forinden havde lagt i kakkelovnen med lidt patos om Messis væksthormonsygdom, behandlingen på Barcas fodboldakademi, og dernæst rejsen mod stjernerne.

En forskel på at se fodbold med mænd – og så med damer, i hvert fald, dem, jeg var i selskab med denne aften, er, at mænd generelt tager fodbold som en selvfølge. De er opvokset med præmissen om, at fodbold  er værd at beskæftige sig med. Det er kvinder ikke. På den måde bliver indgangen til spillet og sådan en finalekamp her en anden. Måske er den i vid udstrækning baseret på uvidenhed, men ikke desto mindre, kommer det til at handle om at opdage spillets fascinationskraft. Og den består til dels af storladne urnarrativer om at kæmpe til sidste sveddråbe, at den lille bliver den store, den fattige bliver rig, ungdommen fejer alderdommen af banen, og ikke mindst, at lidenskab er en ukuelig størrelse – ligegyldigt hvilket hold, du spiller på eller holder med.

Nå, jah, og så er kommentarerne måske også af anden karakter: “Intens sex med Wayne Rooney – Nej tak!”. “Hvem har har taget ham med tilbage i tidsmaskinen? (sagt om Puyol)”. Og “Hvem lukker ballet på pep? (sagt om Barcas træner)” for nu at nævne et par stykker. Lad det stå hen i det uvisse, hvem der havde lyst til det. I stedet kan det konkluderes, at Pep lukker ballet på alle lige nu.

Related posts: