Home » Af Cathrine, Hmm.., Kultiva2eren

Jes, det er Dorph!

22/4 2010 2 kommentarer

Jeg er færdig med Mr. TV2 Nyhederne. Kom forbi ham i går aftes. Først var der rimelig godt smæk på drengen med et ok spændende og finurligt indslag om den nye Iphone-model, glemt af en fuld ingeniør på et værtshus i Tyskland. TV2 havde naturligvis opsnappet den indbyggede konflikt, der er i enhver sag, og også i denne: Nogle er overbevist om, at det er et marketingsstunt fra Apples side. Andre er ikke, heriblandt de søde nørder fra DTU, der lignede nogen, der var på nippet til at komme i bukserne over billederne af den nye Iphones indmad.

Vi bevæger os videre til noget lidt mere alvorligt. Et søskendepar i Åbenrå er blevet misbrugt af deres forældre i en årrække (med Tønder-sagen i mente, virker Sønderjylland efterhånden mere og mere suspekt!?!). Så er det, TV2 vælger at tage det lumre Ekstrablads-sensations-knæk på den her historie, og så er det, at jeg bliver godt gammeldags forarget. De opsøger den skadeslidte søn, der lever en små-kummerlig tilværelse i en campingvogn af alle steder. Han virker mildest talt ikke helt velfungerende, slet ikke emotionelt, og det kan man jo selvsagt ikke bebrejde ham. Jeg føler mig straks helt utryg ved den intime situation, og ønsker, at han i stedet ville indvie sin terapeut i stedte for den liderlige journalist og det danske folkedyb.
Misbrugt søn på dreven jysk: “Jaah, jeg har haft sex med min mor…”
Journalist: “HAR DU HAFT SEX MED DIN MOR????”
Misbrugt søn, på en og samme tid betuttet og beklemt ved situationen: “Jah, jeg har haft sex med min mor…”
Så fik vi det på plads. En gang til for prins Knud.

Derefter er der nogle pensionister, der endelig, endelig kan komme på deres charterferie. Fandens til aske. Kan man nu også regne med, at det er sikkert at gå op? Det kan umuligt afspejle befolkningssammensætningen, så mange pensionister, der altid optræder i TV2 Nyhederne.  

Jeg har intet imod dumt fjernsyn. Jeg er flittig seer af udsendelser, jeg bestemt ikke bliver klogere af: De unge mødre, Paradise Hotel. Men her ligger det også i konceptet. Det er en del af pakken, og det ved jeg, når jeg tænder for det. TV2 Nyhederne lader som om, at deres historier har almen gyldig public service relevans. Man kan i det mindste stå ved gemenheden – probs til Paradise, der helt åbenlyst dyrker den.

Jeg siger nej til Jes. Det er not Dorph at all.

/C

Related posts:

Noget om helte - og Diego Maradona
Adventsgaver! Igen! Lige her! VINDEREN ER FUNDET
“What you call love was invented by guys like me, to sell nylons” (Don Draper)
Share

2 kommentarer »

  • Birgitte sagde:

    Helt utrolig enig. Lamt fjernsyn er helt i orden, men skal også være pakket sådan ind. Det andet er begrebsforvirring.

  • Damernes magasin – Der er så meget kvinder forstår » Blog Archive » What the F…? Fashion from Hell sagde:

    [...] Det er måske ikke decideret sæsonbestemt, men stop det alligevel. Det er voksenmobning! Selvom det overhovedet skulle lykkes mig at skrue mig ned i den, så ved jeg, at der er én, der ser bedre ud i den aktuelle beklædningsgenstand end mig. Not Dorph at all!! [...]

Skriv en kommentar!

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Du kan også abonnere på kommentarerne via RSS.