Den forløbne uge har budt på kvindernes internationale kampdag. Og den er altid lidt svær at forholde sig til. For hvad er det vi kæmper for? Har kvinder i dag en fælles sag på tværs af grænser? Kampdagen frembringer i sædvanlig stil partsindlæg fra de kendte positioner på hver sin side af skillelinjen: Dem, der råber, at vi stadig har masser af kæmpe for i feminismens og ligestillingens fortærskede navn vs. dem, der mener, at nu skal vi/I sgu holde op med at klynke. Ingen af positionerne forekommer mig særligt tiltalende. For selvfølgelig har vi noget at kæmpe for – men hvad søren er du nu lige det er?

Anne Sofie Hermansen, fast blogger på berlingeren, karrierekvinde og mor melder sig i dagens anledning på banen som fortaler for dem, der er godt og grundigt trætte af feminismens klynken/I got my own thing going on/Kvinder styrer, så hold nu bare kæft. 100 året for kvindernes kampdag er en god dag for den at dø på, er hendes konklusion. Og her er det, jeg ikke synes, det bliver så konstruktivt. For selvom jeg et stykke henad vejen kan følge hende i, at ligestillingssagen handler for meget om bestyrelsesposter, lederstillinger og løn (se f.eks. mit tidligere indlæg), og at den klassiske radikale feminismes offerrolle ikke er hverken særligt befordrende eller charmerende, så betyder det jo ikke nødvendigvis, at vi skal lade kønskampen afgå ved døden. Det betyder måske tværtimod, at vi skal fylde den med nyt indhold – måske i samme ombæring omdøbe den – kamp giver trods alt visse militante associationer.

Det er pudsigt, hvordan nyere  kvindelige/’feministiske’ stemmer i dag lader til at operere med en fundamental liberal livsforståelse, som gennemsyrer deres holdninger (se f.eks. prosexfeminisme.dk eller her på bloggen). En forestilling om det fuldstændigt frie valg. Kald mig bare socialdemokrat eller det, der er længere til venstre, men der er da stadig forskel på vores respektive muligheder som kvinder i et samfund. Jeg er ret sikker på, at kvindesagen har nogle andre fokuspunkter i Afghanistan end her i DK, og at valgmulighederne er nogle andre. Præcis derfor virker det altså også for usolidarisk at erklære kvindesagen for død, bare fordi man som Hermansen kan fravælge arbejdspladser, som man ved er mandsdominerede og kan være tilfreds med, at ens mandlige sidestillede medkollegaer får 5-7% mere i løn, fordi det i sidste ende har den effekt, at man kan tilbringe mere tid med sit barn. En ideél verden er vel en verden, hvor vi alle har de samme muligheder for frihed – kvinder som mænd – og det er da stadig dybest set det, vi må kæmpe for. Derfor handler det jo ikke blot om at være i en så priviligeret position, at du kan fravælge det, der ikke rigtig spiller for dig, og så behøver du ikke at forholde dig yderligere til uretfærdigheder. Det er i sidste instans kynisk og svarer til, at jeg upåvirket sidder i min sofa og betragter, at kvinder og børn bliver voldtaget og slået ihjel i Congo i jagten på diamanter og rigdom (det ved jeg bl.a. fra Livvagterne i søndags) og så tænker, jeg vælger sgu bare at tage på ferie et andet sted så. Det er ikke rigtig noget for mig det der.

Jeg er ikke i tvivl om, at der stadig er en kvindesag. Hvad den konkret skal handle om er straks et sværere definitionsspørgsmål. Vi kunne måske begynde at inddrage mænd i diskussionen. Hvad der helt bestemt ikke er den sikre vej frem, det er øget selvkritik fra kvindelig side, som Hermansen ender med at efterspørge: “For måske kigger vores kæreste efter yngre kvinder, fordi vi er holdt op med at gøre os attraktive”, som hun siger. Bevares for en presballe. Jeg kender ærligt talt ikke nogle kvinder, som ikke er overdrevet selvkritiske, momentvis grænsende til det neurotiske. f.eks. omkring lige præcis vores udseende. Vores faglighed, selvom vi sparker røv på studie og arbejde. Vores forhold. Hvad med noget selvkritik fra mændene, skal det nu også være vores ansvar, at de finder på at kigge til anden side? Selve forestillingen om, at der stadig ligger en vigtig opgave for kvinden i at gøre sig attraktiv på en ganske bestemt måde for at holde på sin mand, vidner da om noget om, at der stadig er en relevant sag at debatere. /C

Related posts: