”Okay, DET var virkelig ondt sagt,” lød det i kor fra min kæreste og hans ven. Oprigtigt forargede var de, og med armene over kors. Alt det, kun fordi jeg lod en lillebitte negativ kommentar falde omkring Danmarks mest elskelige studievært, Lise Rønne…

Vi havde ellers siddet sådan rigtigt og fredagshygget os med at drikke øl og tale grimt om samtlige realitydeltagere, der tronede frem på tv-skærmen. Fundet fejl og mangler, bemærket store ører, skæve tænder, unaturligt lange arme og alle de andre kloge og dybt sympatiske ting, man nu engang gør, når man ser fjernsynsprogrammer som X Factor. Vi havde sågar – og helt efter bogen – grint af de fremmødtes mangel på selvindsigt og elendige evner udi sangkunst, og var i det hele taget godt og grundigt upassende overfor mennesker, der gudskelov ikke kunne høre, hvad vi talte om. For det er jo det, man må med sådan nogle programmer. Der er ikke en nedre grænse for hvor ubarmhjertig en svinehund, man må have lov at slippe løs, så længe man kun har en kritisk envejskommunikation kørende med sit fjernsyn – og ikke lader det gå direkte ud over nogen

Således lullet ind i tanken om at alt var tilladt i aftenens forum kom jeg ganske intetanende for skade at bringe Lise Rønne ind i vores ondskabsfulde fejlfinderleg… Og Lise Rønne, de damer, hende skal man seriøst ikke fucke med. I hvert fald ikke hvis man er i selskab med det modsatte køn. For de blev faktisk oprigtigt du-er-gået-over-stregen-nu-sure på mig, kæresten og vennen. Og det er ikke første gang, jeg har oplevet en sådan mandlig beskyttertrang overfor Danmarks studieværtsdarling numero uno.

Siden sæsonstarten på dette års X Factor har jeg nemlig lavet optil flere empiriske studier af mænd, og det, jeg vil betegne som Lise Rønne-syndromet. Hvad er symptomerne på sådan et syndrom, spørger I måske jer selv. Og det er ganske let at diagnosticere. Ved flere X Factor lejligheder har jeg nemlig tvangsfremkaldt symptomerne ved at lade en smånegativ kommentar falde om den ellers søde og naturlige Lise Rønne (ingen ironi i øvrigt!). Og hver eneste gang har jeg kunnet observere følgende klassiske symptomer: samtlige mænd i selskabet sætter sig foruroliget op i stolen og kigger skævt på Lise Rønne-disseren, mens de mentalt flyver af sted til DR-studiet for at holde stakkels Lise for ørerne. And that my friend, is what I call Lise Rønne-syndromet.

Det er ikke pænt at disse andre, det skal jeg være den første til at indrømme. Men når nu det stort set er det, X Factor går ud på, og når nu det er fuldt ud acceptabelt at grine ondt og længe af alle øvrige medvirkende – så er det da påfaldende, at der er ét menneske, hvis blondebuksedragt, ordudtale eller underlige håropsætning, man ikke engang må have lov at tale grimt om, når hun ikke kan høre det. En studievært på et amatørsangprogram, der har så vindende en personlighed, at det modsatte køn vil stå op for både hende og hendes blondebuksedragt til hver en tid. Også selvom hun uden tvivl sagtens kan stå op for sig selv. Det er altså ret sejt gået – og et syndrom med et seriøst potentiale i.

Related posts: