Mig og Læsegruppen Sundholm
Den her er med fare for at tilslutte mig den lidt for gode-polititsk-korrekte-Politiken-smag. Men jeg bliver nødt til at fortsætte alligevel – for i mandags fik jeg tilnærmelsesvis restaureret ikke blot min tro på public service, men også min tro på kunsten. Og dens potentiale som katalysator for reel forandring for mennesker.
For nogle år siden blev jeg færdig med min universitetsuddannelse i kulturformidling. Jeg skrev et (i bagklogskabens klare lys, tenderende studentikost) speciale om samtidskunst, avantgarde og alt det der jazz med om kunst kan være med til at forandre samfundet. Spændende, synes jeg især dengang, men egentlig stadigvæk. Problemet – eller forskellen på dengang og nu – er, at jeg ikke helt tror på projektet længere. Indtil nu.
I en stødt Opadgående kurve har jeg kun fået mere og mere kvalme over den vamle selvhøjtidelighed, der alt for ofte klistrer sig til folk, der laver kunst, eller gerne vil lave det, eller i hvert fald gerne vil gøre sig kloge på det. Over hvor stor brandingværdi, der er blevet i at beskæftige sig med noget ’kreativt’, uden at vi er helt klar over, hvad det ord egentlig dækker over, fordi det også snart dækker over alting og ingenting. Og over den påtagede ’uforståelighed’, der ligger i det helt særlige lingo, der skal benyttes i programmer som ’Smagsdommerne’, men som i virkeligheden ikke giver nogen mening, fordi der ikke er nogen højere mening bagved det sagte, det er bare ord, som skal lyde af noget. Men ord som almindelige mennesker helst skal føle sig dumme over ikke at kunne forstå.
kan I se problemet? Velkommen til en form for personlighedsspaltning med dertilhørende selvlede. For jeg er jo en del af det der, som giver mig kvalme. Samtidig med jeg mislykket forsøger at stille mig distanceret på sidelinjen med armene over kors og den dekonstruende brille på næsetippen. Lidt ligesom Karoline, der må konstatere, at hun ikke længere står på kanten af Amager og betragter – hun er blevet amagerkaner. Og meget ligesom Blachman, der jo ærligt talt efterhånden er den gemene underholdnings apoteose, men på en eller anden måde bliver ved med at insistere på sin egen intellektuelle uangribelighed (i øvrigt apropos det der med at lade som om, at det man siger, skulle give mening på et højere plan…).
Men, for nu at nå frem til det, der egentlig er en positiv pointe, så var det jeg så Michael Bertelsens og Mads Brüggers nye litteraturprogram Læsegruppen Sundholm mandag aften på DR2, hvor de sætter fire hjemløse (nogle med nuværende eller tidligere misbrugsproblemer) til at læse nyere litteratur. Det vidunderlige ved det her litteraturprogram er den måde, der bliver læst bøger på og efterfølgende talt om dem. Uden distance. Uden indøvet art-lingo. Uden det kedsommelige. Lig med: Uden kvalme. Her var tale om læsere, der både turde læse og tale ud fra deres egen person – oplevelser, tanker, følelsesliv – fordi de ligesom ikke rigtig har lært det der metaniveau, hvor vi andre sidder og er opmærksomme på os selv som læsere, alt i mens vi læser. Det betyder, at litteraturen rent faktisk har en effekt – flere i læsegruppen endte med at tage livsændrende beslutninger, mens projektet stod på. Hurra!
Det er modigt, forfriskende og fandmer en læsegruppe, jeg godt gad sidde med i. Selvom jeg faktisk ikke ville have et spændende nok liv at byde ind med.
Se med hver mandag kl. 23 på DR2 – og læs mere + et interview med Bertelsen + Brügger i Informeren.
Related posts:
Cathrine lad mig kysse dig! Mens jeg fælder en lykkelig enighedståre og deler dit indlæg på Facebook. Trænger i den grad til at se, høre og tale kunst uden at kaste op i et designertoilet. Og bedre location end Amager findes vel ikke. Nå, hurtigt videre til DR2.
Klappede også i mine små hænder da jeg så programmet omtalt. Glemte desværre at se det i mandags (eller var det bare over min sengetid?), men prøver at holde mig vågen til det på mandag.
Men tænk hvis de andre i gruppen – i samspil med litteratueren selvf – ville få dig til at træffe livændrende beslutninger. Wouldn’t that be something?
Jeg har ikke selv fået det set (endnu), men de positive ord om projektet florer i mit ligeså højpandede netværk på FB og Twitter. Det får mig til at tænke på: har programmet som sådan også interesse i den alternative læsegruppes befolkningsgruppe – eller er det de samme Brügger/Bertelsen fanskare, som hopper med igen. Og i så fald burde man så ikke tilstræbe en form, hvor den brede befolkningsgruppe får noget ud af det. I stedet for, at 5 gamle misbrugere bliver “omvendt” mens hele kultureliten klappende kigger med?
Tak, tak og Birgitte, du har jo fuldstændig ret. Det vile være fantastisk, hvis jeg kunne blive så gennemrusket af en kunstnerisk oplevelse, at det ville føre til ny livsførelse. I virkeligheden er der måske også lidt ‘misundelse’ på spil, for det kunne da være for sejt, hvsi det kunne lade sig gørè. Men kan det det?
Og så rammer din kommentar med modtagerperspektivet jo plet – for det er jo for filan det, der er problemet – det at sådan et program her lynhurtigt kommer til 1) at prædike for de allerede indviede (altså os, der har en interessse for bøger i forvejen synes det er morsomt at se ‘de andre’ læse litteratur for en gangs skyld og 2) at medføre den samme form for Politiken-politisk-korrektheds-kvalme, som jeg netop brokker mig over i det overstående. Fordi det så bliver sådan et program her vi kan sidde og føle os selvgode over i den kreative klasse.
Jeg skal ikke kunne sige om programmet rammer en anden befolkningsgruppe end den sædvanlige for DR2 – sikkert ikke i revolutionerende grad. Men hvordan hulan formidler man litteratur og bøger på TV til et segment (eller den brede befolkning), som ikke har nogen som helst interesse i det i forvejen?
Og når det så er sagt og forbeholdene taget – er det så virkelig ikke fantastisk, at mennesker, der aldrig har ‘lært’ at læse får så meget ud af umiddelbart sværere tilgængeligt litteratur!?!
Det afkræfter nogle af mine værste fordomme. Hurra – og hold så op med at intellektualisere over det Birgitte!:-)
[...] Nå, men Cathrines seneste indlæg faldt i god jord her i amarOrama. For at sige det mildt. Her anbefaler hun Læsegruppen Sundholm (på Amager!), hvor DR2 serverer litteratursnak helt fri for bullshit. Jamen, kan det virkelig lade sig gøre? Cathrine siger ja her. [...]
Hørt!
Hvis DR så bare turde sende programmet i primetime, så ville de måske kunne ramme bredere, måske måske.
det var en fed oplevelse og er en fed oplevelse at høre alle de ris vi har fået det er opløftende og jeg takker på alles vegne
mvh anita læsegruppen sundholm.
[...] Nå, men Cathrines seneste indlæg faldt i god jord her i amarOrama. For at sige det mildt. Her anbefaler hun Læsegruppen Sundholm (på Amager!), hvor DR2 serverer litteratursnak helt fri for bullshit. Jamen, kan det virkelig lade sig gøre? Cathrine siger ja her. [...]
Skriv en kommentar!
Seneste kommentarer
Kan du li’ os?
Kan du ikke få nok?
ARKIV
Farveller for nu!
Damerne læser
Mest læste