Home » Af Mette, Navlen

Monday Monday

23/8 2010 3 kommentarer

Så er Mette er på banen igen:

Monday Monday, can’t trust that day…

Okay, jeg gi’r mig. I min ferievildelse og væren ung-med-de-unge-på-festival-og-i-byen-tre-dage-om-ugen feber glemte jeg jo tydeligvis mandagen, der uundgåeligt altid vil følge på et eller andet tidspunkt. Den lunefulde mandag, du ikke kan stole på og som ikke giver nogen varsel.

Jeg er nu vågnet op til mandag – hvor regningerne endnu ikke er betalt, jeg stadig vejer lidt for meget og ikke får gjort noget ved det, og hvor bladet ”Historie” af uransagelige årsager endnu en gang ligger foran døren, selvom jeg ikke har bestilt det. Bevares, det er da et spændende blad, og det må jeg jo så abonnere på, indtil den dag, hvor jeg får taget mig sammen til at ringe og afmelde, hvilket i mit tilfælde godt kan ligge måneder eller måske endda ligefrem år fremme. It’s just another Manic Monday.

Og så er det jo selvfølgelig også på en total energiforladt mandag, at jeg opdager hvor beskidt, rodet og støvet lejligheden er. Ligesom at det er på selvsamme mandag, at ekskæresten så lige stolt skal vise sin nye, ultraflotte, nymalede, designermøblerede lejlighed frem med et stort selvsikkert smil og samtidigt proklamere, at han har fået en ny, smart kæreste med et velbetalt job.

I sådan en situation er det ekstra fedt at være Thirty-something, lønslave og komme hjem til sin alt for dyre lejlighed møbleret med sin mors gamle, slidte spisebord, IKEAs seneste hvidlakerede ”Montana” look-a-like og alle de forunderlige nips, som er blevet slæbt med hjem fra en eller anden charterrejse, fordi de bare så vildt fede og anderledes ud…på rejsen. Tell me why I don’t like Mondays.

Så er der jo også den mandag, hvor jeg vågner op og indser at ferien virkeligt uigenkaldeligt er forbi, og jeg ikke har forberedt mig det mindste til jobopstart, men stadig befinder mig i en søvnig døs af feriesløvsind. Hvor jeg overmandes af træthed og ikke længere har overskud til en hyggeeftermiddag i parken eller på stranden med veninderne, fordi virkeligheden har slået ned som et lyn med dertilhørende hovedpine og åndedrætsbesvær. Monday Monday, sometimes it just turns out that way.

Og klart, at det skal være en mandag, jeg får en sigtelse og bøde fra politiet for at have gået med min hund løs i lorte-Rørvig på grund af en emsig lille mand fra Skov- og Naturstyrelsen med en dominerende hustru, der på jobbet virkeligt har brug for at hævde sig med sin vigtige ”uhhh, se mig, jeg har både skilt, skovmandsskjorte og grønne gummistøvler på” attitude. Oh Monday morning, you gave me no warning of what was to be.

Hvad er det med mandage, der bare gør, at de fra start til slut ikke synes at have andet formål end at fordærve sig selv og alle involverede?
Mandag er bare så skide langt fra weekend, du overhovedet kan komme. Det er nok det, der gør den så skod. Tak mandag! Du reddede virkelig min i forvejen strålende dag.

Oh Monday Monday, how could you leave and not take me.

/Mette

Related posts:

Young moms run free..! – Er det nu det sker?, sequence 2.
Statusopdateringer er sooo two-thousand-and-late!
Skal jeg grine eller græde? - om catch-22s
Share

3 kommentarer »

  • P sagde:

    …Så meget for karma!

    Mette, bøden forsvinder under den næste kop kaffe og jeg lover dig hermed at melde dig ud af ‘Historie’.
    - I morgen er det tirsdag :)

  • Al sagde:

    Mandag har bestemt heller aldrig været min ven! Fx er det ultra nederen at sidde her på jobbet efter en fantastisk sjov Pride weekend og godkende priser. Gab.

    Men i mandags forsvar vil jeg sige, at det er den ugedag, hvor jeg helst vil have dårlige nyheder. Så har man nemlig en hel uge til at gøre noget ved det. Jeg var flere gange oplevet at få fx blev fra SKAT om, at jeg lige skal betale 30.000 tilbage i skat – om fredagen! Det ødelægger jo HELE weekenden, og man skal vente helt til mandag med at tage kampen op. I mellemtiden kan min fantasi og jeg gå og finde på skiftevis skrækscenarier og hurtigste måde at forlade landet på. Nej tak, så heller en “bad news-Monday”!!

  • ML sagde:

    P – tak for det :-)
    Al – du har så evigt ret. Det er trods alt bedre, at få lorten serveret mandag, så man har alle hverdagene til at få den bearbejdet inden weekenden, som derfor i højere grad kan nydes til fulde.
    Men det gør jo ikke selve mandagen bedre…

Skriv en kommentar!

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Du kan også abonnere på kommentarerne via RSS.