I går var Damerne blevet inviteret ud. Nærmere bestemt i teateret. Betty Nansen Teatrets eksperimenterende anneksscene Edison har lukket dørene op for kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, som har kvitteret ved at lave en hyldest til en af vores yndlingsdamer: Anne Linnet. Og det, skulle jeg hilse og sige, slap de utrolig godt fra. Udråbstegn.

Forestillingen hedder Hvid Magi (også en albumtitel fra Annes Marquis de Sade tid), og de beskriver den selv som en Cabaret Grotesque, hvilket egentligt er utroligt rammende. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle kalde den.  Faktisk har jeg aldrig set noget lignende. Og om det var fordi de dejlige damer fra Sort Samvittighed skulle spille sig varme, eller om det var mig, der lige skulle vænne mig til formen, ved jeg ikke, men der gik en 3 sange, før vi fandt hinanden. Men så var jeg til gengæld også helt solgt.

Der er noget meget bizart, dragende og bund komisk over 6 kvinder i spejderuniform med blå knæ, dådyr-øjne og mascara ned af kinderne, der synger Marquis de Sade for fuld hammer. Og ditto udklædte kvinder, der med roterende underliv synger Hils din mor – en sang der handler om at være lesbisk – fik mig også til at skraldgrine, fordi det på en eller anden måde fik peget fingre af mænds stereotype lummerforestillinger af pigespejdere.

Nogle af numrene var skruet helt op, som fx denne lille smagsprøve:

Andre var helt bevaret i deres originalform som fx Forårsdag og De røde dansesko, som i øvrigt var fremført meget rørende.

Sange som bl.a. Tiden læger og Lige før jeg falder om blev reciteret som digte og satte kvindekønnets evige følelse af utilstrækkelighed på spidsen på en urkomisk måde.

Sort Samvittighed er nogle meget musikalske damer, og nogle af numrene var – jeg kan næsten ikke få det over mit tastatur – faktisk bedre en originalen. Fx er jeg helt HELT vild med et mash-up af Bli’ hvor dit hjerte er og Tåbe. Venus og Mars er blevet til en MEGA lækker balkanudgave, og deres version af Tabt mig hjerte sad også lige i skabet.

Det var både smukt, grimt, rørende, grotesk og vanvittig sjovt. Præcist alt det jeg forbinder med Anne Linnet.

Nuvel, jeg er måske også et taknemmelig publikum, værende den store Anne Linnet fan jeg er. Men omvendt kunne det også være uhensigtsmæssigt, for man skal træde varligt når man piller ved stor kunst med affektionsværdi. Men fordi det var så tydeligt, at det var lavet med den størst mulige kærlighed og respekt for kunstneren, var det helt umuligt ikke at elske. Og vi fulgtes med to knapt så inkarnerede Anne Linnet fans, som også var meget begejstrede, så det er på ingen måde en nødvendighed for at se forestillingen.

Jeg kunne skrive stolpe op og stolpe ned og deres top tunede kostumer, symbolværdien, feminismen,  fortolkningerne, kærligheden og erotikken i teksterne, kvinder, temperament, begær og respekt men så tror jeg aldrig, jeg vil blive færdig. I stedet vil jeg nøjes med at give mine varmeste anbefalinger.

Der blev sluttet af med stående ovation med tramp i gulvet – og det var så velfortjent. Sort Samvittighed: jeg vil gerne lege igen!

Related posts: