Så skete det! Vi er trådt direkte ind i året 2011. Det betyder slankekure, rygestop, nedsat pengeforbrug, mere tid til omsorg og kærlighed og alt muligt andet i årets mange nytårsforsætter.
Jeg har vel også mine. Især ét forsæt vil jeg gerne kunne indfri: Det at søge nyt. Og ikke sidde fast i fortiden. Det har aldrig rigtigt været mit lod at kunne sige ”pyt”. Jeg hæger mig fast i det trygge og kendte, og jeg frygter nye tiltag, fremtiden og forandringer. Alt skal helst være, som det hele tiden har været. Og det skal være trygt.
Min salige far sagde, at man altid skal lade sig beruse af livet. Jeg forestiller mig lidt Vesterhavet storme og bruse igennem mig, når jeg tænker på de ord.

Det meste af mit liv har jeg søgt tryghed. Jeg græd og var bange, da jeg gik ud af folkeskolen. Jeg frygtede livet som gymnasieelev. Trygheden, vennerne, de gamle roller og vanerne var væk.
Efter gymnasiet fulgte år – på år – med at finde ud af, hvem jeg var og hvad jeg skulle med mit liv. Faktum var, at jeg ingen anelse havde. Jeg vidste hverken ud eller ind. Og jeg turde ikke rigtigt gøre noget af frygt for konsekvenserne. Så i de næste tre år blev jeg i fødebyen i Udkantsdanmark og arbejdede med forskellige småerhverv uden at rykke mig ud af stedet. Jeg stampede i provinskviksandet.

Dog havde jeg to afbrydelser i løbet af disse år. Først et halvt års bosættelse i Israel. Ude hvor virkeligheden rev. Midt i hvepsereden i Jerusalem.
Men jeg ikke rejste ud alene. Jeg rejste med tre veninder. Vi havde hinanden og job og bolig inden vi ankom. Jeg var ikke rigtigt rykket – kun ud til navlen.
Anden gang: Men egentlig den allerførste gang jeg sådan rigtigt gjorde noget kun for mig. Højskoleophold i Ryslinge. Jeg løsnede grebet og sprang ud på dybt vand.
Jeg var bange, og jeg havde mest lyst til at køre med min mor hjem igen. Det blev fantastisk. Og dér rykkede jeg mig.

Jeg rykkede lige hjem til Udkanten igen – og blev der et helt år med kærestesorger og stadig uden fremtidsplaner. Fortidens trygge rammer var væk. Imens jeg havde været væk, var vennerne begyndt at flytte væk fra byen. Så nu kom også ensomheden snigende. En desperation rørte på sig i mig. Noget måtte ske. Ellers ville jeg drukne i provinsbyens kedsomhed.

Så rykkede jeg igen. Jeg slap taget og dykkede lige i. Denne gang uden armvinger – kun et lille korkbælte. Bange og lidt betuttet pakkede jeg mine ting og flyttede til København. Kollegium. Ingen kendte ansigter. Kun frygt for hvordan det skulle gå. Hvad der ville ske med mig.
Det blev de fire bedste år af mit liv! Det ukendte blev erstattet af ny tryghed i nye hjemlige rammer. Kollegiet blev min redning. Her fik jeg min såkaldte ”anden” ungdom, og jeg var en del af noget. Uddannelse og verden lå for mine fødder. Og lykken var lige for.

Så forelskelse. Og kærlighed. Også her var jeg angst. Vidste ikke rigtigt, hvad jeg kastede mig ud i og holdt hårdt fast i kanten af bassinet. Livremmen til korkbæltet blev aldrig helt løsnet. Jeg havde blot min hånd på knuden. Men jeg slap knuden igen. Måske turde jeg ikke, måske var det ikke det rigtige. Måske hang jeg fast i en fortid eller en idé om mig selv, som jeg nægtede at slippe.

Så nu…lige nu altså. I 2011. Gælder det sådan rigtigt. Jeg vil og jeg tør lade mig beruse af livet. Jeg vil hoppe ud i bølgerne uden at se mig tilbage efter en redningsvest. Slippe livrem og seler.
Og korkbælte for den sags skyld.  – Det bliver et godt år!

Hvad er jeres nytårsforsætter?

Related posts: