Jeg har været en tur på barrikaderne. Sammen med de sortklædte, vrede aktivister vadede jeg i weekenden rundt på Nørrebros Rantazausgade, Jagtvej, Nørrebrogade og Fælledvej i et godt 200 mand stort optog og og inhalerede orange romerlysrøg og medmumlede på gamle slagere som “Systemet skal knuses!” og “A-! An-ti! Anti-ka-pi-talisme!”. Og næven var knyttet som i de gamle arbejderdage. Som ingen er gamle nok til at huske, men som vi mindes, fordi verden var meget bedre dengang. Eller… hvordan var det nu lige var, at det var?

Vrede var de i hvert fald. Over et eller andet. Og man fik på fornemmelsen, at det ville de nok blive ved med at være, uanset hvilke kvantespring verdens politiske magthavere besluttede sig for at tage.

Det er ingen hemmelighed, at jeg minglede med aktivisterne i journalistikkens navn mere end i solidaritetens. Og altså. Nu er det ikke for at være kritisk bare for at være kritisk. Men det hele var altså lidt tæerkrummende, som de gik der med dåsebajere og sorte faner og til tonerne af afdøde Natasja råbte på den revolution, som de har råbt på de sidste mange årtier (men som lader vente lidt på sig. Måske fordi ingen rigtigt ved, hvad den konkret skulle gå ud på). Og lidt svært at fatte sympati med de selvudråbt tolerante, som samtidig brøler ned i en mikrofon, at de ville græde glædestårer den dag hele USA blev bombet helt bort fra kloden.

Men så skete der noget. For demonstrationen var egentlig et begravelsesoptog til ære for en af aktivistmiljøets markante personligheder, fotografen Svend Espensen, der ugen forinden var faldet om af en hjerneblødning på Blågårds Plads. Svend Espensen skulle æres med en sidste bytur, mente hans venner, og derfor sluttede optoget foran et kapel, hvorfra Espensens kiste blev båret ud og ind i en rustvogn. Optoget samlede sig omkring vognen, men mens en Modkraft-redaktør holdt afskedstale for den skattede medarbejder, fik en ung dreng tæt på mig et vildt blik i øjnene. Det lignede, at han i et par splitsekunder overvejede, om han mon skulle bevare ærbødigheden – vi stod trods alt i umiddelbar nærhed af et rigtigt lig i en rigtig kiste i en rigtig rustvogn på vej til et meget rigtigt krematorium – men han kunne ikke modstå fristelsen. For han havde fået øje på noget. Som han med et prik og hovednik gjorde sin kammerat opmærksom på.

Umiddelbart bagved rustvognen havde nogle af de betjente, der havde overvåget demonstrationen, parkeret en Ford Mondeo. Der var ingen tvivl. Det var politiets bil, vi havde omringet, selv om det lignede en almindelig personbil. Det blå blink var efterladt i forruden og officielt udseende kameratasker lå smidt på bagsædet, og drengen kiggede over de mange skuldre og afvejede situationen. Intet politi havde øjnene på ham. Kunne han efterlade en lille hilsen på bilen uden at blive opdaget? Ja. Kunne han gøre det uden at lave en scene midt i de andres knugende afsked med Svend Espensen? Ja. Og således gik han helt tæt på håndtaget til førerdøren og lettede sig. Dampen fra det varme pis steg op, som han gav de tre øvrige håndtag samme tur, men i det kolde februarvejr var det hurtigt usynligt for alle andre end os, der havde set det ske. Og mens vi varmede stemmerne op til Kringsatt av Fiender og vi omkring Mondeoen rystede på hovedet, som man skal, kunne jeg ikke lade være at smile lidt og tænke, at drengen gav Svend Espensen sin helt egen afsked. Revolution. I miniformat.

Sin helt egen lille, barnlige og højst upassende revolution. Som emmede af så meget mere reel utilfredshed og ungdomsaktivisme og nærmest elegant politihad end hundrede mumlende, øllede demonstrationer i murbrokkerne på Jagtvej kan.

Related posts: