Tofuplagiater
Gris på gaflen. Leverpostej. Marinerede sild. Der er masser af dyr impliceret i opskriften på en traditionel dansk julefrokost. Jeg troede, jeg var inviteret til en sådan, men endte helt uforberedt indlagt til…en veganer en af slagsen! aka soja og tofuplagiater! Her var en form for tærte, der så ud til at være fyldt med grålig leverpostej (min referenceramme indkredser sig åbenbart til animalske produkter), men det var altså tofu. Og så var der sojapølser og glaseret juleskinke, også lavet af sojabønner. Så er det, jeg synes, filmen knækker lidt. Hvorfor er det, I ikke finder på jeres egen mad i stedet for at efterligne vores kødprodukter? Og endda nogle af de ringere. Jeg var også blevet skuffet, hvis der var serveret røde pølser og hamburryg fra grisen. Hvis man skal plagiere, hvorfor så ikke sigte højt? Efter en mørbrad eller en entrecote f.eks.
Det forekommer mig endnu mere paradoksalt, hvis man tager højde for det politiske projekt, der ofte ligger til grund for valget af en vegansk tilværelse. For det hænger jo ofte sammen med en form for aktivistisk forståelsesramme. Det gjorde det i hvert fald i tilfældet med den pågældende julefrokost. Der er på en måde et opgør i gang, mens vi sidder der og forsøger at tygge os igennem den falske gummiagtige skinke. Et opgør med den etablerede julefrokost-habitus. Men det lykkes bare ikke rigtig, når de veganske produkter blot plagierer ‘det normale’ både i form og smag. Ta’ dog hellere gaflen i den anden hånd og forsøg at kreere et selvstændigt vegansk univers. Og gerne med øje for, at kødæderne ikke skal føle sig snydt. Tofu kan vel principielt antage al verdens skulpturelle former. Pølseformen er da den mindst oplagte overhovedet!
Og til de københavnske caféer: Bøf stammer fra det franske ‘Boeuf’, der betyder okse. Så en ‘veggiebøf’ er altså noget direkte sludder…/C



Skriv en kommentar!