Han vil – efter eget udsagn – hellere gå hjem fra byen alene og onanere end at sænke sine høje standarder og ”kneppe en grim pige”.
I Dagens Mand gjorde han sig forleden særdeles upopulær ved at slå fast, at pigerne var langt under denne høje standard, men at han da godt kunne overtales til en god, rød bøf og et glas rødvin, selvom han måtte trækkes med en utiltalende pige.

Nu ser det dog ud til, at den arrogante Ciano nok alligevel ikke er helt så upassende selvoptaget, som han har givet udtryk for at være i programmer som Dagens Mand og For Lækker Til Love. Efter sigende er den ikke er helt så galt fat med the italian stallion, som man ellers kunne foranlediges til at tro. Eller… tjaa… tjoo… Jeg ved sgu ikke.

For hvad der skulle have være danmarkshistoriens største afsløring af realitykulturens absurditeter og mediernes manglende kildekritik er angiveligt endt med at blive en ren realityfadæse i sig selv.

I virkeligheden har denne Ciano nemlig været to journaliststuderendes lille projekt, der på snedig vis skulle vise hele Danmark, hvor nemt det er at blive stjerne uden hjerne, og hvor langt man kan komme med at fortælle hjertegribende løgnehistorier til den ellers så seriøse danske presse.
Planen for de to journaliststuderende gik i al sin enkelhed ud på at:

1)   Finde en komplet talentløs dansker.

2)   Iscenesætte ham som grufuldt arrogant og selvoptaget gennem alle tænkelige realitykanaler.

3)   Lade ham udgive en ligegyldig og klichefyldt popsingle, som han i bedste Millie Vanillie-stil ikke selv skulle lægge stemme til (hence det talentløse aspekt)

4)   Køre videoen til singlen ind med nøgenhed og andre kendte (i dette tilfælde den intetanende Ibi Støving)

5)   Gradvist udnytte kendisfaktoren til at få ham i medierne og lade ham udtale sig om samfundsdebattens større emner, såsom krigen i Afghanistan.

6)   Og sidst men ikke mindst iscenesætte ham som henholdsvis forhenværende sexarbejder, offer for seksuelle overgreb af katolske præster og andre ubehageligheder – på kanten til det absurde.

Det hele skulle så kulminere i La Grand Finale, hvor Ciano skulle hive bukserne ned på hele realitykulturen og alle danske medier, når han på live tv afslørede sin sande identitet. Nå ja, og så skulle de to journaliststuderende selvfølgelig ved samme lejlighed kippe med flaget og vise deres selvproducerede dokumentarfilm om Ciano, så alle kunne se, hvor tåbelige hinanden var.

Nogen storslået finale blev det dog ikke helt de to journaliststuderende Nicolai Achton og Kristoffer Eriksen. Ciano fik nemlig så meget smag for de rullende kameraer og røde løbere, at han kun nåede til omkring punkt 5 i projektet og derefter valgte at springe fra for at blive fuldblods realitystjerne.

Spørger man de to journaliststuderende, som eksempelvis Information har gjort det i denne weekend, så mener de, at de har skabt et realitymonster, som lige præcis understøtter pointen om, hvor absurd realityverdenen og Cianos generation er.

Spørger man Ciano selv, mener han, at hans arrogance er glemt om føje øjeblikke, men at løgnehistorier om sexarbejde nok ikke ville ryge helt så hurtigt ud af hjernebarken på familien Danmark, hvis han var troppet op i Go’ Aften Danmark og havde fortalt om dem som planlagt. Og det vil han nødigt huskes for. Så hellere være en realityklovn end en mandlig luder, for som han siger i interviewet, så ”glemmer man hurtigt reality-tv”.

Jeg sidder her tilbage og aner ikke, om jeg skal grine eller græde – for slet ikke at tale om hvem jeg skal pege fingre af. Burde min pegefinger pege i retning af Ciano, de to mindst lige så selviscenesættende journaliststuderende, medierne, mig selv, der ser de programmer, som jeg burde være politisk korrekt nok til at fordømme eller eller eller. Det bliver en anelse for meta for mig, når jeg ikke ved, om der er nogen, der tager pis på mig i femtende potens, eller om det er sandt, at man kan få så meget smag for at være kendt, at man er ligeglad med, hvordan man fremstår.

Jeg tror dog, om ikke andet, at hele fadæsen har gjort mig lidt klogere på, hvorfor realitygenren ikke længere er så fængende for mig. Nå jo, jeg er da stadig slet ikke for fin til at se Paradise Hotel og alle de andre ligegyldigheder. På ingen måder. Men det er bare lige præcis også, hvad de er blevet for mig. Ligegyldige.  Jeg har ikke kunnet sætte en finger på hvorfor, indtil jeg læste om Ciano, der tog turen til the dark side og lod absurditeter være absurditeter.

Jeg troede egentlig bare jeg var blevet realitymæt, men det er jo noget helt andet. For i bedste fald er det ligegyldigt og i værste fald slet og ret deprimerende at se på virkelige mennesker, der spiller virkelig dårligt og selviscenesættende skuespil.

Related posts: