Home » Af Mette, Navlen

Voksen og følsom

11/6 2011 5 kommentarer

Så sker det! Jeg fylder 32 år her i juni. D. 23. faktisk. Og det er da rart nok, for det er nemlig Sankt Hans aften, og der hygger man sig altid. Og når man nu snart er 32 år, så må man vel egentlig efterhånden betegnes som voksen. Men voksen, altså sådan rigtig voksen, det tror jeg altså ikke, jeg er endnu.
Da jeg var barn og teenager, syntes jeg, at personer over 30 år – ja måske endda over 25 år – var enorm voksne. Mega voksne. Og de personer måtte lave vildt mange kedelige, voksenagtige ting og der var sikkert absolut ingen plads til sjov og ballade. Så jeg gad ikke rigtigt blive voksen.
Det kom jeg vist til at holde lidt for meget fast i måske.

Men altså, nu bliver jeg jo som sagt 32 år lige rundt om hjørnet, og så må det vist være tid til at grow up. Men hvad vil det egentlig sige at vokse op og blive voksen (og følsom?)?
Det skal i hvert fald være slut med at få grineflip over prutter og bøvser. Det er simpelthen for barnligt, og skal fremover blot fremkalde en let hovedrysten efterfulgt af tre til fire ”tsk-tsk-tsk” lyde.
Festturene til den lyse morgen vil være en saga blot, og jeg vil i stedet tilbringe fredag og lørdag aften tilbagelænet i min sofa med Charlie Quizzen kørende på tv efterfulgt af Kriminalkommissær Barnaby og rigtigt være i mit rette element.

Jeg har en forestilling om, at jeg skal til at se en masse Deadline på DR2 og rigtigt få sat mig ind i verdenssituationen, så jeg kan nikke genkendende og ivrigt tale med, når snakken går på emner som både inden- og udenrigspolitik, situationen på arbejdsmarkedet samt verdens tendenser og nyheder sat i perspektiv.
Jeg må også hellere begynde at abonnere på dagbladet Information – i hvert fald i weekenderne, hvor jeg har masser af tid til bare at sidde og nyde den kulturelle sektion med min kaffe (som jeg i øvrigt også lige skal have lært at kunne lide) og en krasbørstig Gamle Ole-ostemad med appelsinmarmelade. Uf. Jeg skal altså i øvrigt også se at få gang i de dersens bøger.
Mon ikke også jeg bør trække et par gode flasker franske Bourgogne rødvine op, som jeg kan nyde mig et enkelt glas af til mine aftenmåltider.
Når jeg tænker over det, må jeg vel også lige få klippet mig en kort, let bobbet, mor-page frisure.
Ach, so much to do and so little time!

Nå, jeg er jo bare fuld af gas folkens. Det er simpelthen pjat og pjank det hele. Jeg er jo voksen, jeg følger da med i, hvad der foregår omkring mig i verdens brændpunkter, jeg hygger mig med god mad og rødvin – og jeg har en page. Kaffen  er jeg ikke kommet til endnu.
Jeg er altså godt på vej til at blive voksen med alt, hvad det indebærer, og når jeg tænker over det, så er det egentlig sjovere nu at være 30+ end da jeg var omkring de 20 år. Og ja, jeg synes stadig, at en bøvs er morsom.

Jeg tror, man skal passe på med at sætte aldre og mennesker i kasser, og man skal da slet ikke diktere over for andre, hvordan de bør leve deres liv, og om de handlinger, de foretager, nu også er alderssvarende eller ej. To tommelfingre op til dig der har rundet de 50 og smutter på Roskilde for første gang. Og klø på til dem, der har rundet de grå hår, sælger hele baduljen og tager på jordomrejse.
Vi lever heldigvis i en tid, hvor det med, hvad der hører sig til og hvad man bør i visse aldre i højere grad end tidligere er blevet mere udvisket – og der er mere plads til blot at være det menneske, man har lyst til på det givne tidspunkt i sit liv uden at skulle tænke på banaliteter som årstal.

 

Related posts:

Young moms run free..! – Er det nu det sker?, sequence 2.
Oh, Kong Vinter – vig bort!
Den sejeste af alle Damer
Share

5 kommentarer »

  • Maria sagde:

    Hørt hørt. Jeg synes også prutter er hysterisk morsomme. (og når folk snubler). Glæder mig personligt til at sælge alt og drage på jordomrejse! (drømme drømme!)

  • Superheltemor sagde:

    Tillykke!
    Jeg fylder 36 på tirsdag, har fire børn og et hus – og er ikke en skid voksen…

  • Mette D sagde:

    Ej Mette, Jeg drikker kaffe, har page og et abonnement på Information (som i øvrigt har en halv sløj kultur sektion!).

  • ML sagde:

    Der kan man bare se. Jeg ved ikke en skid. En skid. Hæ. Fik I den?

  • Marie sagde:

    Det var ellers et kedeligt liv, du fik beskrevet der. Det lyder tilnærmelsesvist ligesom mit, bortset fra, at jeg læser Politiken, og de har en rigtig god kultursektion :-)

Skriv en kommentar!

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Du kan også abonnere på kommentarerne via RSS.